Igangværende Lektion
Kursus indhold
Kursusindhold

Du må tage, hvad du kan få

Du ser nok ikke dig selv som en røver? Det er du naturligvis heller ikke, i konkret forstand. Men hvis du er et menneske (og det tillader jeg mig at antage), så er det meget sandsynligt, at du ofte ville ønske, du havde noget, som du ikke har, og at dette ønske i et eller andet omfang står i vejen for din tilfredshed og indre fred.

Det kan være i relationer, hvor du oplever dig svigtet, forbigået eller dårligt behandlet. Det kan være arbejdsmæssigt, hvor du måske må henslæbe dit liv på et job, som stresser dig eller ikke tilfredsstiller dig. Det kan være økonomisk, hvor de andre tjener mere, og du tjener for lidt. Og det kan, ikke mindst, være dig selv, som ikke blev så fantastisk, som du burde være blevet. 

Og så kunne jeg sige som så mange "power coaches": Det skal du ikke finde dig i! Ræk ud efter noget bedre! Ingen skal svigte dig! Tænk op igennem glasloftet! Og sådan noget. Bullshit.

"Jeg må jo tage, hvad jeg kan få" lyder nok meget ydmygt, offeragtigt, og som om, det kommer fra en med et meget lavt selvværd? Ja, det kan det godt. Og jeg siger ikke, at du skal finde dig i hvad som helst, og blive der, hvor det ikke er godt for dig at være. 

Men ved at begynde at se, hvad du rent faktisk får, både af godt og skidt, og stoppe med at begå røveri, skaber du fundamentet for et langt mere sandt og fredfyldt, indre liv. Og du bliver bevidst om, hvad du i virkeligheden ønsker.

Hver gang, du bebrejder nogen eller noget, at de ikke giver dig det, du mener, du skulle have, begår du nemlig virtuelt røveri, også selvom det sker inde i dig selv. Og grunden til, at jeg gerne vil pege dig ud af den position er, at det går ud over dig selv, ikke den anden eller den omstændighed, som ser ud til at svigte dig.

Der er nemlig en tendens til, at røvere ender...i fængsel!

Hør denne LifeTalk om taknemmelighed og ydmyghed som mere realistiske strategier for et godt liv end ideen om at være svigtet.

HØR LIFETALK'EN